Hvad sker der, når vi dør? Lever vi igen og igen? Har vi en udødelig sjæl? Er der en del af vores bevidsthed, som ikke dør, når hjernen dør? Er der et liv efter døden – et efterliv?
I deres nye forestilling PLUM WINE, HIGHWAY, LEMON går Mute Comp. Physical Theatre tæt på et af livets største mysterier: hvad sker der, når vi dør, og hvad venter der os bag døden?

af Carmen Medina (stud.; psykomotorik)

 

 

PLUM WINE, HIGHWAY, LEMON

En ikke helt almindelig artikel om en ikke helt almindelig forestilling af et ikke helt almindeligt kompagni, Mute Comp. Physical Theatre.

I denne artikel forsøger jeg ikke at fortolke værkets indhold. Jeg er mere optaget af de associationer, de enkelte elementer og scenestrukturen i det hele taget, som PLUM WINE, HIGHWAY, LEMON fremkalder i mig. Artiklen her er derfor en blanding af sanselige beskrivelser og mine tanker under forestillingen.

 

plum1
Plum Wine, Highway, Lemon. Foto: Jacob Stage

 

I

Vi, publikum, bliver bedt om at følge sangerinden gennem kirkegården til det sted, hvor hun skal optræde. Vi bliver også bedt om ikke at snakke for at vise respekt for de døde på kirkegården. Men de fleste snakker, og jeg bliver irriteret over det. Psykologiske eksperimenter om lydighed og autoritet svæver inde i mit hoved, og jeg prøver at gætte, om jeg gør det rigtige eller det forkerte ved at tie stille. Trods dem der overtræder reglerne, bliver vi, publikum, alligevel samlet: ved at skulle følges som en gruppe, ved at have mulighed til at kigge på hinanden og ved at blive bedt om den samme ting.

Site specific værker er altid interessante, da de skaber en dialog og forhåbentlig en syntese med omgivelserne. Mens vi går igennem kirkegården, lægger jeg mærke til de forskellige sansestimulationer: fuglenes sang; støj fra en flyvemaskine; lyden af skridt; dufte, jeg aldrig før har duftet; majestætiske træer; skrigende farver: pink blomster og clementinfarvede træer.

Koncerten foregår ved en kunstig, firkantet sø. Der er fire steder, hvor en indskåret halvcirkel tillader, at vi kommer tættere på søen. Sangerinden sidder på en af disse halvcirkler. Ved at stå på en af halvcirklerne bliver jeg mere bevist om min placering i rummet, og jeg føler mere kontakt med sangerinden. Bag ved sangerinden er der døde plastikfisk, der bevæger sig til siderne og laver en konstant rytmisk vippelyd. Fiskene har samme farver som sangerindens tøj.

Jeg lægger mærke til de forskellige niveauer på stedet: søen nederst, græsset over, en høj bygning bag dem, et højere kapel bag bygningen, og himlen. Hele scenen er meget ren, passer meget godt til psalmens klarhed. Sangerindens stemme mener mig om Björks. Hun kombinerer det med lyden fra mødet mellem sin mikrofon og en gammel radio.

Vi forlader igen stedet sammen. Først går vi igennem en træarkade, og så fortsætter vi gennem porten, som har den samme geometriske opbygning som træarkaden.

 

II

Vi kommer ind i en rundformet sal. Vi skal finde en måde at placere os rundt om de fire musikere, og vi er derfor mere beviste om hinandens tilstedeværelse. I begge scener får rummet naturligt lys, så ikke kun performerne, men vi, publikum, også er synlige for hinanden.

I kontrast til naturens sanselige rigdom er rummet her meget enkelt. Den klassicistiske stil, de geometriske former og farverne sort og hvid er de dominerende. Hvor musikken i den første scene var harmonisk og simpel i livlige omgivelser, er musikken her atonal, overfyldt som en myretue – placeret i minimalistiske omgivelser. Men dette kaos bliver snart til noget meditativt, der lyder som mantraen O mani padme hum.
Musikerne har tit lukkede øjne, mens de spiller, som om det virkelig er en slags meditation. De skifter mellem harmonisk musik og forstyrrede melodier, der nogle gange er kombineret med “skriggråd”, lyden af sav, og melodier, der minder mig om lyden af forskrækkede fugle eller en parafrase til Stravinskijs Forårsoffer. Musikken har en jævn rytme og bliver lavere og lavere, indtil der ingen lyd er; helt stille.

 

III

Vi kommer ind i en klassisk teatersal: black box og stole i rækker, så publikum kan forsvinde behageligt i massen.
Denne del af forestillingen starter med en suggessiv monolog i beat poetry stil. Det er fyldt med frustration og fortrængning: “We are Star War kids. Fake vampires. Wannabe Lord of the Rings”. En fortælling om et barns klaustrofobiske venten under jorden, da forældrene begravede ham levende, fordi de troede, han var død.

En danser ad gangen kommer ind på scenen. Den førstes bevægelsesspor er spiral- og rundformet. I den andens er det krydsbevægelsen, der er den dominerende, staccato og asymmetri. Den tredjes bevægelse er meget successiv, armene og hænderne er dominerende. Det er den blødeste/letteste i sit udtryk og hverdagsbevægelse – lige som mimik og gestikulation – er brugt. Den fjerde kommer hele tiden i upside-down position.
Den tredje og den fjerde kæmper lidt mod hinanden, og det udvikler sig til en leg med det negative rum. Alle dansere bevæger sig samtidigt, alene eller med hinanden. Hverdagsbevægelser bliver også brugt her fx kys og hvisken.
De begynder at bevæge sig sammen; følger en regel. Det bliver til en koreografi, men de bevæger sig ikke simultant. Koreografien ender ved, at lamperne fra loftet synker ned som en guillotine.

 

IV

En solo. Spejlet i baggrunden udbreder rummet og forstærker indtrykket af en underjordisk labyrint eller en mine. Lysene er, som om de var fra et fyrtårn. Dansernes bevægelser er atavistiske, oprevet; det er som om, hun er blind, eller der er tåge omkring hende. Eller der er bare mørkt under jorden. Som om hun er et insekt eller en larve. Som om hun kæmper mod noget, men hele tiden falder tilbage mod gulvet.

De andre dansere kommer på gulvet igen og laver variationer af en koreografi. De trækker sig tilbage igen senere, så solisten får plads igen. Orkestret begynder at lave en koreografi med deres hænder, når der er midlertidig pause i musikken. Det passer godt, når solisternes bevægelser er mere enkle.

 

V

Ny solo. Danseren skaber hele tiden en forlængelse af sin rygsøjle. Han ligner en marionetdukke, men kun i nogle dele af hans krop, ellers er han stiv. De andre dansere sørger for, at tunge puder falder ned fra loftet, mens han danser. De vil ramme ham, og han skal undgå at blive ramt. Danserne kommer på scenen igen, nogle af dem står i en cirkel og holder armene mod midten. De laver en lille leg, som bliver gentaget senere. Det skaber struktur og sammenhørighed mellem danserne.

Der er igen en solist på scenen. Hendes bevægelser er sensuelle og livsglade. Hun bruger meget sine hænder og fingre. Der kommer discolys til hendes dans. Det er som om, hun står udenfor i naturen, en sommeraften, hvor der er lyn. Lysene slukkes.

 

VI

Den samme solist fortsætter. Lysene bliver gradvist tændt. Morgenlys (selve lysene er røde), opvågnen i et støvet danserum. Hendes bevægelser er successive og harmoniske. Hendes øjne er lukkede, som om hun er ført af musikken.

Insektdanseren kommer på scenen. Hendes besatte bevægelser er som en kontrast til den andens indre styrke og kontrol. Insektdanseren har et sværd med sig. Hun ligner Uma Thurman fra Kill Bill (også udseendemæssigt). Hun danser sindssygt, utilregneligt, uden kontrol. Hendes bevægelser er overdrevne og forcerede. To nye dansere kommer på scenen, så der er en trio mod soloen.

 

VII

Ny solo af en danser med sølvkrone. Hun virker også lunatisk, men på en mere subtil måde. Det er mere farligt, fordi denne sindssygdom ser så uskyldig ud. Hun smiler sindssygt og bevæger sine pegefingre mod hinanden. Hun gestikulerer legesygt. Hun er katten fra Alice in Wonderland: hendes lunatisme kan hypnotisere dig, hvis du kigger hende i øjnene for længe.
Hun er foran, til højre på scenen. Tre dansere er foran orkestret, en kæmper sin alenekamp bag orkestret, til midten. Ret ualmindelig opdeling af scenen.
Alle dansere samles og slår korsets tegn i forskellige bevægelsesvariationer. De gør det mere og mere ekstatisk, som om de havde OCD (obsessive compulsory disorder) og lider af meget dårlig samvittighed. Én fortsætter med at danse med sværdet og dør af det. Danserne ruller foran, langsomt, som en samlet gruppe.

 

VIII

En af musikerne sætter sig forrest på scenen. En anden placerer sig tæt på hende. Han står med ryggen mod væggen og sætter en vindmaskine i gang. Han har pokeransigt. Der er noget absurd og ironisk ved vindmaskinen.
Musikeren begynder at spille hurtigere og hurtigere på sine trommer. Hendes hår flyver med vinden, og det tilføjer ekstra dynamik til den allerede hurtige musik. Danserne kæmper mod vinden igen og igen. Linoleummet laver bølgebevægelse. To dansere binder sig sammen med et reb.

 

VIIII

En solo igen. De andre fire dansere er helt bagerst på scenen og balancerer på en pind, de alle sammen står på. Solisten står mest på alle fire, når hun danser. Musikken begynder at ændre sig, og hun laver sindssyg mimik med sin tunge. Det er skræmmende. Lyset er brudt.

 

X

En af danserne kommer på scenen med pinden. Det er truende. Én holder pinden, den anden ruller og balancerer mod den. Der er flere og flere dansere, der løber rundt, mens der altid er en, der holder pinden, og en anden der danser med den. Som om det var en stammedans, et ritual. Én bliver løftet op, mens han trykker sit bryst mod pinden og spreder arme og ben. Det minder mig om Kristus.
Discolysene kommer igen, og den livsglade solist danser igen under dem.
Tre dansere laver den leg igen, hvor de står i cirkel med armene mod midten.
De to andre laver dans med en pil. De minder mig om Bow and Arrow af Marina Abramovic og Ulay.
En af danserne ryster nu sine hænder ekstatisk og falder ned, sådan som han også gjorde det i Blackout!
En smiler sindssygt og prøver at ramme de andre dansere med pinden. Sceneforhænget kommer op. Lyset blinker, og så stopper det. Det gentager sig mange gange. Danserne skifter også mellem deres handlinger i forhold til lyset.
De deles op i to igen. Et af parrene sidder på knæene på gulvet mod hinanden. Når den ene læner sig fremad og puster mod den anden, så læner den anden sig tilbage og åbner sin mund. De skifter roller hele tiden. De ender med et kys og en slags kvælen.

Taget åbner sig, naturligt lys kommer på scenen. Som om himlen åbnede sig, og vi blev frigjort af de supernaturlige kræfter.

 

 

FAKTA:

Om Art Writing
En form for kunstkritik/beskrivelse, der er lidt tættere på moving writing/automatic writing; en slags kunstnerisk respons på det oprindelige værk, og derved selektiv og subjektiv i højere grad end en almindelig kunstoplevelse normalt er. Art writing leger tit også med de visuelle elementer i selve skrivningen, dvs. inddrager brugen af andre medier (videokunst, tegninger osv).

 

LÆS også artiklerne:

En rejse i efterlivet II
En rejse i efterlivet I

 

PLUM WINE, HIGHWAY, LEMON
af Mute Comp. Physical Theatre

Spillede i Dansekapellet den 30. maj – 14. juni som en del af CPH STAGE festivalen.

Bagom:
KONCEPT OG KOREOGRAFI: Kasper Ravnhøj og de medvirkende
KOMPOSITION: WON IL, sydkoreansk komponist og dirigent og Anna Katrin Egilstrøð, færøsk komponist og sangerinde.
DANS: Kasper Ravnhøj, Noora Hannula (FIN), Julie Rasmussen (NO), Stefanos Bizas (GR) og Elin Signý Weywadt Ragnarsdóttir (IS).
LIVEMUSIK: Anna Katrin Egilstrøð (FO), Park Kyungso (gayageum), Kim Yonghwa
(haegeum), Lee Aram (daegeum) og Ko Myungjin (percussion) (KR).
SCENOGRAFI: Johan Kølkjær
LYSDESIGN: Michael Breiner
LYDDESIGN: Ask Kæreby
DRAMATURG: Anne Hübertz Brekne
PRODUKTIONSLEDER: Mette Hornbek
ADMINISTRATION OG PR: Ulla Katrine Friis

Info: Mute Comp. Physical Theatre