Fra fest og glæde til sorg og smerte. Leipziger Ballett danser Ohad Naharins værk Decadance.

Af Torben Kastrup (cand.mag.; journalist)

 

Kiyonobu Negishi træner alene på scenen. Musikken lægger op til jazzede trin, men den japanske danser øver mest springserier, inden han tager sit kostume på. Lyset slukkes i nede i salen, og et af Ohad Naharins mest kendte dansetableauer begynder oppe på scenen.

 

 Decadance. Leipziger Ballett. Foto: Bettina Stoess

Decadance. Leipziger Ballett. Foto: Bettina Stoess

 

Decadance – kontrasternes fest

Danserne m/k sidder habitklædte på stole i en halvcirkel og synger med på den religiøse sang Echad mi yodea, som jøderne synger ved bordet til deres pessach-fest, hvor de fejrer flugten fra Egypten. En efter en rejser danserne sig fra stolene – som brikker i et dominospil – og nærmest skriger sangtekstens spørgsmål ud i rummet. Bevægelserne gentager sig, men den sidste danser i halvcirklen kan ikke stå på benene, men falder forover og lander på gulvet.

Alt er ikke, som det burde være. Her er intet festbord i midten, tværtimod hersker der en lettere desperat og kaotisk stemning. Ingen svarer på dansernes syngende spørgsmål, de høres hverken af deres medmennesker eller Jahve. Danserne flår brutalt deres tøj af og kaster det ind i halvcirklens midte, så de kun står tilbage i hudfarvede undertøjs-kostumer, mens deres hatte, sko og fine jakkesæt ligger i en stor rodet bunke på gulvet. Festen er blevet til noget, der minder om en kz-lejr, hvor fangerne fratages alle deres personlige ejendele. Ohad Naharins værk Decadance svinger på denne måde hele tiden mellem sorg og glæde, eller som salmedigteren Thomas Kingo skrev i 1681: Sorrig og glæde de vandre til hobe.

 

Decadance. Leipziger Ballett. Foto: Bettina Stoess

Decadance. Leipziger Ballett. Foto: Bettina Stoess

 

Hvidt og askegråt

Når fem herrer klædt i hvide buksekjoler og med bar overkrop danser på scenen, er kontrasterne også trukket op. Glade og ubekymrede springer de rundt det ene øjeblik og maler sig sorte i ansigtet og på brystet det næste. Fra festligt hvidt skrud til sørgende aske.

Morsomt er det, når kvinderne danser flirtende med sensuelle hoftevrid og lokkende øjekast, mens herrerne bjæffer som kåde hunde og hyler kontaktsøgende som ulve. Men snart lyder en sats fra Antonio Vivaldis triste Stabat Mater, og et par kryber ydmygt og bønfaldende over scenen. Decadance er kontrasternes dans.

 

 Decadance. Leipziger Ballett. Foto: Bettina Stoess

Decadance. Leipziger Ballett. Foto: Bettina Stoess

 

Maveeksplosioner

Ohad Naharin skaber eksplosive bevægelser, som synes at begynde et sted midt i dansernes kroppe. Eksplosioner – eller implosioner – som kommer inde fra maven og breder sig ud i resten af kroppen. Ohad Naharins improviserede bevægelsessprog, gaga, har Leipziger Ballett godt fat i.

Men da Terpsichores udsendte oplevede Decadance på Oper Leipzig den 2. januar, var der en generel uskarphed gennem hele værket. Når danserne skulle være synkrone, var linjerne ofte noget slørede. Dominoeffekten i startscenen haltede, og man savnede et skarpere attack fra dansernes side. Decadance blev aldrig rigtigt  farlig, dertil var der for meget fokus på den underholdende del af det dobbeltsidede værk. Underholdende og uden bid var det, når de mørkklædte og nærmest uniformerede dansere hentede publikummer op på scenen for at danse med – og mod – dem. Denne scene kan danses, så de medvirkende publikummer nærmest bliver udstillet, som havde de en gul Davidstjerne på brystet. Men det skete ikke med Leipziger Ballett, som næsten ikke fik de mørke og triste konnotationer frem. Stemningen var lidt for lalleglad. Uden den anden mørke side ender Decadance som let og ubekymret underholdning på Oper Leipzig. Et dinnershow uden dinner.

 

Oper Leipzig. Foto: Torben Kastrup

Oper Leipzig. Foto: Torben Kastrup

 

 

FAKTA:

Decadance

med Leipziger Ballett på Oper Leipzig

Koreografi: Ohad Naharin

Sidste spilledag: 22. januar

Info: Oper Leipzig

 

FAKTA:

Selv om operascenen i Leipzig
kan føres helt tilbage til 1663, så er den nuværende operabygning næsten 300 år yngre. Byens gamle opera blev ødelagt under Anden Verdenskrig. Det nye operahus blev påbegyndt i 1956 og blev indviet i 1960 med Richard Wagners opera Mestersangerne fra Nürnberg. Wagner er blot en af mange klassiske komponister, der er født – eller død – musikbyen Leipzig.