I danseforestillingen Hattrick med danseensemblet fra Gärtner Platz Theater i München handler det om fodbold. På vidt forskellige måder udforsker tre koreografer fodboldsporten.

af Torben Kastrup (cand.mag.; journalist)

A Dance Tribute to the Art of Football med testosteron og tilbedelse

Scenen er kridtet op til fodboldkamp. Kridtmaskinen ligger henslængt mellem nogle strittende græstotter. På en bænk sidder fodbolddommeren og varmer op til kampen ved at gennemgå sine røde og gule kort. Og så kommer spillerne m/k i stribede trøjer på banen. Fodbolddansen begynder – både med og uden bold.

Løbende, sparkende og driblende trin garneret med højt springende hovedstød. Men der er også beskidte tacklinger. Og i kampens hede kommer det til et håndgemæng, inden dommeren med sine farvede kort får ro på grønsværen, og en skadet spiller hjælpes af banen. Alt sammen koreograferet med et glimt i øjet af den norske koreograf Jo Strømgren.

Det er 18 år siden, at den fodboldglade Jo Strømgren skabte A Dance Tribute to the Art of Football, som han nu har pudset af til premieren i fodboldbyen München. Han kunne ved samme lejlighed også godt have forkortet værket en smule. Det er noget langt, og Strømgren har en tendens til at gentage sig selv.

hattrick_dancetributeHATTRICK – A Dance Tribute to the Art of Football. Koreografi: Jo Strømgren. Ensemble. Foto: Marie-Laure Briane

Til musik af norske Jørgen Knudsen og tyske Flugschädel samt operafragmenter kommer Jo Strømgren rundt om det meste ved en fodboldkamp. Vi møder ikke blot spillerne, men også den temperamentsfulde træner, de begejstrede og nærgående fans samt de mere skræmmende hooligans med elefanthuer. Og vi kommer med ud i det testosteronfyldte omklædningsrum, hvor spillerne hengiver sig til nydelsen af deres egne og hinandens veltrænede kroppe. Den narcissistiske selvtilbedelse sker til højstemt opera, og er ikke koreograferet uden ironi af den altid humoristiske Jo Strømgren. Men når de kvindelige fans træder ind i det dampende hede omklædningsrum, bliver fodboldspillerne straks til brovtende macho-fyre igen. Sluttelig ender vi i badet med de nøgne spillere, der står som glatte græske skulpturer på rad og række under bruserne. De bøjer den ene arm elegant og vegetativt ind over hovedet. En afslappet og hvilende gestus, der også er en koreografisk hilsen til Vaslav Nijinskij i Le Spectre de la Rose.

Struktureret energi i Versus Standard

Italienske Jacopo Godani udforsker i sit værk, Versus Standard, fodboldspillets struktur og rum. Til moderne rytmiske klange af 48nord – komponisterne Siegfried Rössert og Ulrich Müller – bevæger seks dansere m/k sig på en meget feminin måde med armene over og bagved skuldrene. Stilen i Versus Standard minder om dansestilen waacking. Dansen indeholder mange affekterede poseringer som i en yderst kunstig og teatralsk catwalk. Men samtidig er værket også en meget kraftfuld og energisk søgen efter den perfekte formation. Bevægelserne ruller gennem dansernes kroppe, og de skaber en energiladet spænding, som vi kender det fra de store sportsarenaer.

hattrick_versus_NYHATTRICK – Versus Standard. Koreografi: Jacopo Godani. Dansere: Davide Di Giovanni, Giovanni Insaudo, Sandra Salietti, Russell Lepley. Foto: Marie-Laure Briane

Bag facaden i Cry Boy

Bedst er Marco Goeckes korte, men gribende solo, Cry Boy, med danseren Matteo Carvone. Til melankolske toner af The Cure (Plainsong og Homesick) drager den tyske koreograf på opdagelse i en fodboldspillers sind, men det kunne for den sags skyld også have været en dansers. Han undersøger, hvad der udspiller sig bag heltefacaden. Det handler blandt andet om kontroltab og præstationsangst, som den lille spirrevip Matteo Carvone gestalter med stor indlevelse. Vi føler presset, der hviler på hans spinkle skuldre. Til sidst holder danseren hænderne skærmende op til ansigtet – som to skyklapper, så han kan koncentrere sig, oplade batterierne og bygge sig selv op til næste kraftpræstation på banen – eller på scenen.

hattrick_cryboy

HATTRICK – Cry Boy. Koreografi: Marco Goecke. Danser: Javie Ubell. Foto: Marie-Laure Briane

Underholdende Hattrick

Sport som tema på en dansescene er set før. Et af dansehistoriens mest berømte eksempler er Vaslav Nijinskijs ballet Jeux (1913), der handlede om tennis. Og i 1933 skabte Harald Lander det korte værk Fodbold, der som titlen signalerer, handlede om fodbold. Men et helt danseprogram, der tematiserer fodboldsporten, er vist ikke set tidligere. Men hvis det ikke skulle ske i Tysklands fodbold-by nummer et, München med storklubben Bayern München, hvor skulle det så ske?

Forestillingens titel Hattrick kommer også fra sportens verden. Hvis cricket-kasteren afviser tre såkaldte batsmen i træk, kaldes det for et hattrick. Og i fodbold bruges betegnelsen, når en spiller scorer tre mål i samme kamp. Et hattrick er altså en betydelig bedrift i sportens verden. En imponerende bedrift er også indsatsen af det dygtige danseensemble fra Gärtner Platz Theater, som synes at kunne danse alt.

Hattricks tre underholdende værker taler til et bredt publikum – også dem som ikke normalt ser dans. En ung Bayern München-fan med rødt/hvidt fan-halstørklæde om halsen var i al fald mødt op til fodbolddansen i Hattrick. Og han morede sig meget over Jo Strømgrens danse-hyldest til fodboldsporten.

 

FAKTA:

Hattrick – Drei Fussballstücke

Spillede på Gärtner Platz Theater, Reithalle, München den 7. -14. marts

A Dance Tribute to the Art of Football
Koreografi, kostume og lysdesign: Jo Strømgren

Cry Boy
Koreografi og kostume: Marco Goecke

Versus Standard
Koreografi, kostume og lysdesign: Jacopo Godani

 

FAKTA:

Fodboldklubben Bayern München har base i München, hvor hjemmebanen er Allianz Arena. Det imponerende stadion, der blev indviet i 2005, har plads til mere end 71.000 tilskuere. Det er blevet kåret som Europas mest moderne stadion.
Bayern München har vundet Intercontinental Cup to gange, UEFA Cup en gang, UEFA Champions League fem gange, Bundesligaen 24 gange og den tyske pokalturnering 17 gange.
En af klubbens store profiler er Mario Götze, der scorede det afgørende mål i VM-finalen mod Argentina i 2014.