Af Pia Stilling 

Dagen skulle være begyndt senere – eller den skulle slet ikke være begyndt. Så ville jeg ikke have befundet mig alene i en cykelkælder uden mine bukser. Jeg ville ikke have mødt manden. Manden, der lignede Uffe Buchardt, bare i heteroseksuel udgave. Han var velklædt, nåede jeg at konstatere. Han var da også lidt lækker – ville egentlig ikke have haft noget imod at møde manden til en fest. Hvor vi havde snakket over en sodavand eller en kop vin. Intet ville jeg have haft imod det – der kunne sagtens have været kontakt. Mødet kunne have været fantastisk, men ikke på den måde, det kom i stand.

Manden kom imod mig og spurgte om vej. Det var da uskyldigt, skulle man mene. Jeg anviste ham retningen mod Rådhuspladsen – samme vej, som jeg skulle. Manden vidste vist alligevel, hvor han var. Vi passerede det gamle pakhus, som lå øde hen. Da var den venligt pludrende konversation slut. Manden greb fat i mig og slæbte mig ned i cykelkælderen, åbnede og rev mine bukser ned. Han selv åbnede blot gylpen på sine skræddersyede Armani bukser og forrettede sit modbydelige ærinde uden at fortrække en mine eller at krølle en flig af sit tøj.

phodanus12Jeg ventede på en reaktion fra manden, men han kiggede bare væk fra sit offer, der krøb sammen som en vingeskudt svane – ingen reaktion overhovedet – flugt så ikke ud til at ligge lige for.

Jeg elsker kontrol og ønsker ikke kvinder i mit liv. Jeg vil gerne have sex, men der må ikke være følelser indblandet. Men sex skal jeg have, og der må kvinden holde for. Hun er nødvendig for akten, men jeg vil ikke have kontakt. Det roder for meget i min hjerne. Her til morgen kom trangen på vej til møde på min arbejdsplads. Faktisk kom det ubelejligt – jeg havde andre ting, jeg skulle. Det kunne bare ikke hjælpe. Den unge kønne kvinde måtte hjælpe mig – det skulle hun. Ned et øde sted, hvor ingen ville forstyrre mig. Hun fulgte lydigt med. Hun kunne sådan set heller ikke andet, og jeg fik ordnet, hvad jeg skulle ordne, hvad jeg måtte ordne. Men noget gik galt – hun stirrede på mig og gav mig en følelse af samvittighed. Det passede ikke ind i mit verdensbillede. Jeg skulle bare have lettet trykket. Her passer samvittighed ikke ind ­– hun fik mig til at danse en dødedans af dårlig samvittighed over for denne kvinde, der pludselig vækkede noget menneskeligt i mig. Fik mig til at danse mod det Hammerhøjske lys, som jeg aldrig havde danset før.

Dagen skulle være startet senere eller måske aldrig være startet.