Det er sjældent, man får mulighed for at se danselegender live på scenen. Det skete ikke desto mindre i starten af august, da jeg på vegne af DANS overværede London-premieren på Solo for Two, en forestilling i tre dele, der genforenede to af ballettens superstjerner, de to tidligere Bolshoi-dansere Natalia Osipova og Ivan Vasiliev.

af Agnethe Poulsen (cand.mag)

Stadig i første del af deres karriere (Osipova er 28, mens Vasiliev er 25) er de kendt som suveræne dansere med en virtuositet og kraft, som placerer dem i balletverdenens absolutte elite, parret med en humor og udtryksfuldhed, der ikke er en selvfølge for russiskskolede balletdansere. I den russiske stil må indlevelse i karakteren og følelsesmæssig dybde nogle gange vige pladsen, for her prioriteres alt, hvad der er stort og flot, og det skal kunne ses, at det er svært. Showstoppers er et fuldstændig naturligt element hos de russiske kompagnier, hvor forestillingen kan blive sat på hold i op til flere minutter, mens primaballerinaen modtager sit bifald for en særlig svær solo.

Flugten fra Bolshoi

Vasiliev og Osipova startede deres karriere hos Bolshoi Balletten, hvor de begge blev udnævnt til solodansere i 2010. Siden da har de danset de fleste af de helt store, russiske balletpartier og vundet et hav af priser. De blev berømte som et par både på scenen og i privaten og fik kælenavnet Vasipova – ballettens svar på Brad Pitt og Angelina Jolie, smukke, succesfulde og vanvittigt dygtige. I 2011 gav det genlyd i den internationale danseverden, da parret pludselig forlod Bolshoi, et af verdens bedste og mest prestigefyldte kompagnier, til gengæld for den mere ubetydelige Mikhailovsky Ballet. Stjernerne erklærede, at de ønskede nye, kunstneriske udfordringer, men mange havde dem mistænkt for at lade sig lokke af Mikhailovskys pengestærke mæcen, den russiske millionær Vladimir Kehkman, der sandsynligvis havde givet dem et lukrativt tilbud.

Uanset hvad der lå til grund for dansernes fælles afhopning, var det en gevinst af dimensioner for det lille og tidligere så ubetydelige Mikhailovsky Ballet, og det demonstrerede samtidig, at Osipova og Vasiliev faktisk var så store, som de var blevet kendt som. De færreste dansere vender ryggen til selveste Bolshoi Balletten. Engagementet hos Mikhailovsky Ballet betød samtidig, at de to stjerner kunne skrue op for deres gæsteoptrædener i andre kompagnier verden over, og allerede sæsonen efter, i 2012/2013, blev Vasiliev fast solodanser hos American Ballet Theater. Kort efter blev Osipova engageret af Royal Ballet i London.

Desværre syntes de store afstande at tære på parforholdet, for i 2013 annoncerede Osipova og Vasiliev, at de gik hver til sit. Bruddet mellem de to var dog ikke værre, end at de stadig kan danse sammen, og denne sommer blev parret genforenet i London Coliseum, hvor de optrådte med Solo for Two, endnu en gæsteoptræden fra Mikhailovsky teatret. Forestillingen var skræddersyet specielt til dem, og to af koreograferne havde tilpasset deres værker til de to supertalenter.

osipova_4Solo for Two. Dansere: Natalia Osipova, Ivan Vasiliev. Foto: Doug Gifford

Tyngdekraften sat ud af funktion

Både Osipova og Vasiliev er først og fremmest kendt for deres nærmest overmenneskelige, fysiske evner. Vasiliev med hans kolossale spring, der gang på gang synes ikke kun at trodse, men decideret ophæve tyngdekraften, Osipova med hendes flyvende lethed og overlegne kontrol. Selv de sværeste trin synes barnemad for de to dansere. Osipova og Vasiliev er blandt de største inden for klassisk ballet, men har ikke været tilfredse med at hvile på laurbærene.

Med Solo for Two har de vendt sig mod et moderne repertoire og håndplukket tre koreografer, der kan føre dem ind i det ukendte land, hvor deres fænomenale vægtløshed ikke længere kan bære dem sikkert igennem. Natalia Osipova fortalte i et interview i The Guardian den 3.august, hvor hårdt det havde været at omstille en klassisk trænet krop til et helt nyt bevægelsessystem. De svedige tårer fra træningssalen var der dog ikke spor af ved premieren. Osipova og Vasiliev var som altid ovenpå. Den kropslige tyngde, der kendetegner samtidsdans og står i modsætning til ballet, faldt dem måske ikke naturligt, men det klædte dem at komme ned på jorden, og de beviste undervejs, at de uanset genre er blandt de mest interessante og alsidige dansere lige nu.

Først og fremmest var det morsomt at se, hvordan iscenesættelsen af de to dansere gennem hele forestillingen var tilrettelagt med skelen til, hvad der ville interessere ballettens kernepublikum – hvoraf størstedelen er kvinder og bøsser. Således var Osipova konstant nedtonet i sin fremtræden, mens Vasiliev det meste af tiden optrådte i afklædt tilstand. Hvilket bestemt ikke generede øjet, eftersom Vasiliev ser uforskammet godt ud med sit modellignende ansigt, viltre manke af mørke krøller og en krop, der ville gøre selv en græsk gud til skamme. Han er ikke så nuanceret i sit udtryk, men han har et herligt ansigt til sjove grimasser, hvilket han gjorde stor brug af denne aften.

Det var nu Osipova, der for alvor imponerede. Der er noget vidunderligt forfriskende ved at opleve en primaballerina, der ikke først og fremmest er yndig og bedårende. Selvom Osipova bestemt er køn at se på også uden for scenen, kommer dette ikke til udtryk, når hun optræder. På scenen er hun ren personlighed, ren dans og ageren, ren performer, som om hun slet ikke har tid eller plads til at være smuk. Der er noget stærkt og kraftfuldt over hende, en underløbende, stålsat kontrol, der understreges af hendes androgyne look, i kontrast til hendes partners udstilling af sin perfekte krop. Osipova er ikke noget sexsymbol, og selvom hun kan agere ungpigeagtigt sårbar, er det svært at opfatte hende som skrøbelig eller hjælpeløs. Det er snarere Vasiliev, der i sin Ken-agtige machoskønhed fremstår skrøbelig, det er ham, der kan rammes, så han falder. Denne dynamik blev udforsket i aftenens løb, magtrelationerne mellem manden og kvinden løb som en rød tråd gennem hele forestillingen, hvor styrkeforholdet konstant blev sat på prøve.

Ømhed som værn mod volden

Aftenens første stykke, Mercy, formede sig som en undersøgelse af forholdet mellem mand og kvinde. Ikke den klassiske pas de deux’s besyngelse af romantisk kærlighed, men snarere kærlighedsforholdet vendt på vrangen. Koreografien havde belgiske Sidi Larbi Cherkaoui sat sammen ud fra to tidligere værker skabt til Les Ballets de Monte-Carlo, In Memoriam og Mea Culpa.
På scenen ser vi en kvinde og en mand. Han slår og skubber hende rundt, grebet af en ukendt og uforklaret aggression. Hun lider under behandlingen, ulykkelig over hans opførsel, men finder sig i volden. Indtil nok pludselig er nok, og hun rækker ud og berører ham. Mere skal der ikke til for at standse ham, til at kue ham. Pludselig er det ham, der er sårbar, bange. Som om han frygter hendes ømhed mere end noget andet.

Stykket var opdelt i fire dele, og i anden del blev scenen overladt til Vasiliev alene, der gennem dansen udstillede sprækkerne i maskulinitetens panser. Nøgen bortset fra et par små, stramme shorts kastede han sig rundt på scenen i en blanding af krumspring, vrid og balancer og gav publikum en antydning af den fænomenale teknik, der normalt er hans kendemærke. Her var hans bevægelser udtryk for den fortabte, forvildede mand, der kun kan reagere på en skræmmende verden gennem vold eller afmagt. Den perfekte krop viste sig som et hylster for en bange lille dreng.
I tredje del kom Osipova tilbage, og her havde hun tydeligt overtaget magten – måske var den hele tiden hendes? Skiftet i forholdet mellem de to kom dog så brat, at det var uklart, om der var tale om et sammenhængende forløb på andet end det tematiske plan. Men i forhold til de to danseres personligheder føltes det mere naturligt, mere realistisk at betragte Vasilievs karakter møve sig desperat rundt på gulvet efter Osipovas overlegne kvindefigur, mens han forgæves greb ud efter hendes fødder, kun for at opleve, hvordan hun hånligt trådte uden for hans rækkevidde.

osipova_1
Solo for Two. Dansere: Natalia Osipova, Ivan Vasiliev. Foto: Gene Schiavone

 

Det sidste og fjerde billede bød på et nyt skift, der helt brød illusionen om, at vi var vidne til en sammenhængende historie, og reelt demonstrerede, at koreografien var udledt af to forskellige værker. Musikken skiftede fra følelsesladet, højstemt barok til østerlandske toner, der ledte tankerne hen på shamanisme og mystiske ritualer. Pludselig var der sket endnu et skift i magtforholdet mellem de to dansere, og Osipova forvandledes til en hjælpeløs, viljeløs marionet, mens Vasiliev som en anden dukkefører styrede alle hendes bevægelser blot ved at vifte med hånden. Interessant i sig selv, men overgangen virkede for brat og koreografien og musikken for løsreven fra resten af værket, og resultatet virkede forceret og en smule rodet.

Koreografen havde en tydelig pointe om det frugtbare i at møde had med kærlighed, vold med ømhed. På scenen med netop disse to dansere var den desværre svær at købe. I Vasilievs skikkelse sagde stykket mest om maskulin skrøbelighed og svaghed, om den frygt og afmagt der ofte er voldens skjulte hjerte.

Ensomhed og tom maskulinitet

Mere helstøbt, men også knap så interessant var anden del, Passo af Ohad Naharin, kunstnerisk leder af Batsheva Dance Company. To ensomme mennesker, ladt tilbage i en gold verden, forsøger gennem dansen at finde sammen i et fællesskab. De befinder sig i en primitiv verden, hvor bevægelsen er det eneste indhold. Først følger han hende, for hun synes at have en fornemmelse for retning. Han strækker benet, når hun gør det, roterer en arm, flytter kroppen i samme retning. Så begynder han at blive lidt selvstændig, vildere i sine bevægelser, hvor de før blot efterabede hendes rolige og kontrollerede balancer. Hun standser op og betragter ham, men da han endelig puster sig op i bodybuilder-positur som en anden Tarzan, klar til at blive beundret for sin maskulinitet, ser hun blot ligegyldigt på ham, vender sig om og går. Så meget er alfahannen værd for kvinden.

Vanen tro var soundtracket en blanding af moderne og klassisk, stillet op som modpoler og overgange. Først musik af den elektroniske duo Autechre, derefter følte danserne sig ind på hinanden til lyden af traditionel britisk folkemusik. Igen var overgangen mere spøjs en egentlig vellykket, selvom det var underholdende, da Osipova og Vasiliev til sidst tog sig en god svingom til de muntre toner.

Første del af aftenens program virkede lidt rodet og urealistisk – tanken om kærlighedens forsonende kraft var sød, men uden jordforbindelse. Det virkede ikke helt troværdigt, da Vasiliev skulle forestille at kue Osipova i et voldeligt forhold – den pæne unge mand virkede jo aldeles harmløs – og ville tydeligvis ikke have en chance mod sin viljestærke partner. Rollen som passivt offer passer bare ikke til Osipova. Anden del var mere sammenhængende, men også lidt kold. Først i aftenens tredje og sidste værk kom der rigtig kød på forestillingen.

I Facada, der betyder noget i retning af at stikke eller jage, og som er relateret til ordet ’faca’, portugisisk for kniv, blev forholdet mellem kønnene endnu en gang stillet på spidsen i et værk, der var både morsomt, tankevækkende og uhyggeligt. Koreograf Arthur Pita har skabt stykket ud fra dele af sit tidligere værk God’s Garden, en dansefortælling inspireret af Jesu lignelse om den fortabte søn. Facada er en forkortet, fortættet version, en tragisk opdeling af manden og kvinden i hinandens modpoler, som Pita efter eget udsagn har tilpasset Osipova og Vasilievs talenter.

osipova_5'
Solo for Two. Dansere: Natalia Osipova, Ivan Vasiliev. Foto: Doug Gifford

Vé den mand, der knuser en kvindes hjerte

Vi starter med en sortklædt kvinde midt på scenen. Hun kommer ind med en brudebuket, lægger den fra sig og tager en kniv op. Hun bruger den som spejl, mens hun kommer læbestift på. Hun er rolig i en grad, som er dybt foruroligende. Osipova kommer ind, klædt i en brudekjole, boblende af glæde og forventning. Brudgommen, Vasiliev, deler tydeligvis ikke hendes følelser. Han står stiv som en støtte i sin smoking, mens hun tager hans arm, men snart bliver det for meget for ham, og med et angstfyldt, fortvivlet hyl, der får latteren til at bryde frem blandt publikum, stikker han af fra bruden. Forladt bryder hun sammen og hulker sig trøstesløst gennem de næste minutter, mens en sortklædt kvinde roligt stiller et par spande frem, som hun kan vride sit gennemblødte lommetørklæde i, for derefter at vande blomster med de mange spandfulde med tårer, som den forladte brud græder.

Da bruden efter mange fyldte spande og megen hulkende traven frem og tilbage henover scenen endelig går ud i kulissen, vender den bortløbne brudgom tilbage og kaster sig ud i en vild dans, hvor han stykke for stykke befrier sig selv for sit tøj og omverdenens forventninger. En kort stund er han naturens glade søn, fri for alle forpligtelser og samfundets snærende bånd, på opdagelse i en ny verden. Friheden varer dog kun kort, inden den forurettede brud vender tilbage og giver ham den butterfly på igen, som han netop så desperat har skåret af. På igen med halsbåndet, og så skal den arme mand ellers stå til rådelighed. Hun bevæger hans mund, op og ned, til tonerne af ’Love Me Tender’, og som en viljeløs dukke, der ekkoer Osipovas optræden i første akt, lader han sig føre rundt. Ømt glider hun ind i hans favn, placerer hans arme, så hun kan kaste sig ind i dem, får ham til at bære sig rundt. Alt i mens han ligner en forstenet, afklædt dukke i sine hvide boxershorts, forvredne, stivnede pseudosmil og tomme blik. Osipovas dans omkring ham bliver mere og mere frustreret, han gør alt, hvad hun sætter ham til, men intet andet end det, og hendes kærlige omfavnelser bliver gradvist mere omklamrende, mere truende. Til sidst, som en anden hunedderkop, klemmer hun liver ud af ham. Kærligheden er blevet til fortæring. Et bord gør det ud for hans grav, komplet med en vase med de blomster, som tidligere fik næring af hendes tårer, og cirklen er komplet. Hun danser en stund på bordet, bevægelserne er stærke, vrede, blikket er grumt, det sorte hår flagrer omkring hende. Bagefter går hun sin vej, alene ud i mørket.

Tilbage sad publikum, forstenet og lidt chokeret, indtil bifaldet bragede løs, og vi alle rejste os i respekt for de to kunstnere. Reelt var det kun sidste del, der løftede sig over skitseplanet, mens de to første værker kun levede i kraft af dansernes karisma. Men det var interessant at opleve de to balletstjerner på udebane, og både Natalia Osipova og Ivan Vasiliev er i høj grad et gensyn værd.

 

FAKTA:

Solo for Two

London Coliseum 6.-9.august 2014
Dansere: Natalia Osipova og Ivan Vasiliev
Koreografier af Sidi Larbi Cherkaoui (Mercy), Ohad Naharin (Passo) og Arthur Pita (Facada)
Co-produceret af Segerstrom Center for the Arts, Ardani Artists og Mikhailovsky Theatre

osipova_2
Solo for Two. Dansere: Natalia Osipova, Ivan Vasiliev. Foto: Gene Schiavone