Jeg mødte den spanske flamencodanserinde og koreograf Maria Juncal til en snak om, hvordan man finder på at sætte en flamencoforestilling med udgangspunkt i den jødisk-hollandske pige Anne Franks dagbog op, og om hvordan det kan være, at denne umiddelbart absurde sammensætning faktisk ender med at være det perfekte match.
af Nanna Vinter (cand.mag.)
”Når jeg danser Anne Frank, er det min måde at bede for verdens uskyldige ofre.”
(Maria Juncal)
Måtte opfinde et helt nyt sprog
Maria Juncal har siden hun var lille været optaget af temaet 2. verdenskrig. Hun stiftede tidligt bekendtskab med Anne Franks Dagbog, som var obligatorisk læsning i skolen på Gran Canaria, hvor hun er vokset op. Hun læste bogen i små bidder, lidt hist, lidt her, som hun synes er den bedste måde at læse dagbøger på. Da hun senere som voksen så en moderne danseforestilling i Mexico over Anne Franks liv, vidste hun med det samme, at hendes næste flamencoforestilling skulle omhandle denne pige, hvis dagbog hun havde været så betaget af som barn.
”Men først måtte jeg i gang med at opfinde et helt nyt sprog,” fortæller Maria Juncal. Ikke kun fordi hun skulle få skriften til at danse, men også fordi hun ikke følte, at de allerede eksisterende trin og bevægelser inden for den traditionelle flamenco ville række til fortællingen om Anne Frank. Hun måtte i gang med at finde et intimt sprog, der ikke var et festfyrværkeri, for at kunne fortælle historien om den unge teenager, der under Anden Verdenskrig i sit skjul gennemlever alle ungdomslivets følelser, og flere til.
Genren ”flamenco teater”, som Maria Juncals forestilling kan kategoriseres som, stammer tilbage fra den spanske koreograf Antonio Gades tid. Han er blandt andet kendt fra filmen ”Carmen” (1983), der af mange danske flamencodansere nævnes som startskuddet til deres livslange kærlighedsforhold til flamencoen. Genren er dog stadig en lille niche, og ”de som laver dansedramaer med flamencoen som det bærende element, går tit ikke hele vejen”, ifølge Maria Juncal. Store flamencostjerner som Sara Baras laver eksempelvis dramaer, der egentlig bare er traditionel flamenco pakket ind i kostumer og kulisser, men derudover røres der ikke yderligere ved selve dansesproget.
Flamenco-ikonet Maria Juncal i “Anne Frank”. Foto: Peter Buitelaar
Født til at fortælle denne historie
I arbejdet med forestillingen har Maria Juncal været meget varsom med at behandle det tema, som berører og har berørt utallige mennesker på et dybt følelsesmæssigt plan, og som stadig har en eftervirkning i dag. Derfor inviterede hun inden premieren på sin forestilling en gruppe israelske jøder til at overvære en gennemspilning af stykket. Modtagelsen var overvældende. Flere græd og én af kvinderne kom hen til hende og sagde: ”Du er født til at fortælle denne historie”, og ”at de endelig følte, at smerten ikke kun var deres”. Deres reaktion var den største belønning, og den gav Maria Juncal ro. En ro forstået sådan at hun følte, at hun lavede noget, der var ægte, i netop dette øjeblik af livet. ”Lige nu er jeg fuldstændig tilfreds,” siger hun. ”Der er ikke noget, jeg vil lave om, men jeg finder sikkert en masse, hvis jeg kigger tilbage på stykket om nogle år. Sådan er kunstnere.”
Overvældet af angst
Selvom de israelske kvinder gav hende en tro på, at det var rigtigt, det hun var i gang med, skete der alligevel noget specielt til premieren på forestillingen i Amsterdam. ”Sekunder inden jeg skulle på scenen, blev jeg overvældet af angst. Jeg tænkte, Maria, hvordan er du endt i Holland for at fortælle befolkningen om en historie, der fandt sted i deres land? Men derefter forsvandt angsten, fordi jeg blev optaget af at gøre mit ypperste for at fortælle dem historien på den bedste måde.”
Interviewet igennem taler Maria Juncal meget respektfuldt om dét at bruge en andens historie i sin kunst. Hun har en stor ydmyghed over for historien, og især over at skulle danse for et publikum, der har haft Anden Verdenskrig tæt inde på livet, som både det hollandske og det danske. ”Det gør mig rørt og får mig til at føle et ansvar for at fortælle historien ordentligt,” siger hun. ”Men jeg ønsker ikke at vifte med flaget for en specifik befolkningsgruppe med denne forestilling. Hverken jøderne eller sigøjnerne (hvis undertrykkelse flamencoens tekstunivers ofte kredser om grundet dansens oprindelse blandt sigøjnerne i Andalusien). Jeg har skabt den til ære for hele verdens uskyldige ofre. Historien tilhører os alle. Jeg bliver berørt af den, ligesom en kvinde på Alaska ville blive berørt. Historien handler om vores fælles ansvar her i verden.”
Følelserne udenpå
Flamencoen har en evne til at føre danseren og publikum helt ind i de dybeste afkroge af sjælen. Dens intense nærvær og smerte gør den noget nær perfekt til at fortælle den foruroligende autentiske historie om Anne Frank. I flamencoen er der alle slags følelser. Ikke de lette à la ”ih, hvor er jeg glad i dag”, men de tunge, dybe følelser. Selvom du danser en glad dans, ligger der hele tiden noget alvor og truer under overfladen. Når du udtrykker glæde i flamenco, er det et øjebliks lettelse, et øjebliks befrielse fra tilværelsens hårde realiteter. ”Det kan være glæden over at være sluppet ud af et fangenskab. Eller hvis du skal være glad i stilhed, mens du er i fangenskab, fordi dem, der holder dig fanget, ikke må se det,” fortæller Maria Juncal.
Dette livssyn hænger tæt sammen med stilartens oprindelse blandt sigøjnerne, som ofte levede en hård tilværelse på samfundets bund. De var et forfulgt folkefærd, en direkte parallel til Anne Franks liv. Man får netop denne fornemmelse, når man ser forestillingen: den mørke underliggende dysterhed, der dulmes i de lettere lyse øjeblikke. ”Anne Frank var en sød pige, men også en fighter. Hun var indespærret, men havde en fri sjæl. Hun var modig, en rebel, og ønskede at leve. På den måde er der mange paralleller til flamencoen. Hun troede på kærligheden, på livet, på kunsten. Jeg tror, hun var en person med mange følelser, og til at udtrykke hendes smerte er flamencoen perfekt,” siger Maria Juncal.
Ingen cirkus-bravur
Noget særligt ved Maria Juncals forestilling om Anne Frank er fraværet af længere passager af bravur-teknik. Man snydes ikke for hendes dygtige tekniske kunnen, men har man set en del flamenco, er det iøjnefaldende, at hendes høje tekniske niveau og udholdenhed nærmest bare antydes. Trinpassagerne, hvor danseren eksploderer i et polyrytmisk opvisningsshow, er stærkt nedtonede i forestillingen. Og det er fuldt bevidst.
”Da jeg arbejdede sammen med musikerne om at skabe musikken til forestillingen, måtte vi igennem en masse faser med kassering og gentænkning. Fx ville jeg på ingen måde have barnegråd med i lydcollagen, ingen virkemidler fra den ”kulørte presse”,” som Maria Juncal formulerer det. Værket skulle fremstå rent, da historien i sig selv er skræmmende nok og ikke behøver ekstra effekter for at røre folk. Musikken skulle være ren, så historien kunne fortælles oven på den, så den ikke stod i vejen, men lå og understøttede fortællingen.
Flamenco-ikonet Maria Juncal i “Anne Frank”. Foto: Peter Buitelaar
Flamencoens aktuelle situation
Vi taler lidt om krisen i Spanien. Der er blevet skåret kraftigt ned på støtten til kultur, og kunstnerne er nu meget afhængige af at spille på døren. Inden krisen var der en periode, hvor der nærmest blev ødslet med pengene, og dette resulterede efter Maria Juncals mening i forestillinger bygget på løgn. Og der har været en uværdig konkurrence mellem de, som fik støtte, og de der ikke fik. ”Nu vender vi tilbage og laver sund kunst igen. Jeg tror, krisen er god for kunsten på den måde, at vi bliver mindet om, at det ikke er for pengene, vi gør det, men at man bliver nødt til at have sjælen med,” siger Maria Juncal. ”Men jeg har virkelig ondt af arbejderen i Spanien, der virkelig gennemlever en hård tid. Kunstnerne klarer sig.”
Hendes eget danseliv vidner om den hårde konkurrence i flamencomiljøet. Hun træner 7-8 timer om dagen, underviser og optræder. Hvis man danser flamenco professionelt, bliver man nødt til at leve med den, fra man står op, til man går i seng. ”Du bliver nødt til at vie dit liv til dansen.” Det er et meget smukt liv, men det er også meget svært, for du skal hele tiden finde en måde at klare dig på. Det er en kamp, men det er smukt.”
At danse med hjertet
Vi taler mere om dét at leve flamencoen. For mange udøvere går flamencoen ud over kunsten – det handler i høj grad også om at leve den for at nå et ægte og rent udtryk, hvilket ofte vil sige sang og dans til solen står op på små beværtninger i dunkel belysning. De skelner ikke mellem flamencoen og deres liv.
Maria Juncal mener helt klart, at det giver noget godt til dansen, jo mere du mærker følelsen af ”la familia flamenca”, men man skal passe på – for ”natten stjæler dagen”, som hun siger. Hun mener til gengæld ikke, at det er nødvendigt at leve flamencoen for at være en dygtig performer. Hun mener heller ikke, at vi som danskere skal føle os fortabte, fordi vi ikke er opvokset i en sigøjnerhule i Sevilla, hvis vi har lyst til at beskæftige os med flamenco. ”Flamencoen tilhører os alle. Den er en verdensarv. Ikke kun fordi Unesco udnævnte den til at være det,” siger hun og tilføjer: ”Det er imponerende, hvor meget god flamenco der er over hele verden i dag.”
For at blive en god danser er det vigtigste at danse fra hjertet, ifølge Maria Juncal. Og hvis man beskæftiger sig professionelt med stilarten, er det vigtigt at komme forbi flamencoens kilde, Spanien, for at sige tak. Og så kræver det selvfølgelig også talent. ”Enten har du det, eller også har du det ikke, ligesom med alt andet. Jeg er for eksempel ikke særlig god til at male,” siger hun. Det skal hun dog ikke begræde. Maria Juncal har fået overvældende mængder af talent for at danse. Og måske forklarer hendes tilgang til dansen, hvorfor man let bliver indfanget i hendes univers: ”Når jeg danser Anne Frank, er det min måde at bede for verdens uskyldige ofre. Det er min bøn.”
FAKTA:
Forestillingen ”Anne Frank” med Cia Flamenca, Maria Juncal, spillede på Teatret Republique den 16.-29. marts.
LÆS også Anneli Olesens artikel ”Anne Frank – en flamencoforestilling af Maria Juncal” på Dans ONline